Paradentose og tandkødsbetændelse

​De to mest almindelige sygdomme i tandkødet er tandkødsbetændelse og paradentose

Forskellen på paradentose og tandkødsbetændelse

Selvom mange tror, at de to tilstande er ens, er der væsentlige forskelle på dem. Tandkødsbetændelse er den mildere grad, hvor dit tandkød bliver irriteret og rødt. Det sker typisk, når der er for meget plak på tænderne. Ved at forbedre din mundhygiejne, eksempelvis med regelmæssig tandbørstning, tandtråd og lignende, kan betændelsestilstanden forsvinde, og tandkødet bliver sundt igen.

Paradentose er en alvorligere tilstand. Denne tilstand går dybere end på overfladen af tandkødet. Det kan sammenlignes med en splint i fingeren, man ikke får fjernet. Bakterierne vil hobe sig op, og kan til sidst skade kæbeknoglen i munden, som holder tænderne fast. Paradentose kan i sidste ende føre til tandløshed, hvor tænderne bliver løse og falder ud.

Sådan undgår du betændelse i tandkødet

For at forebygge tandkødssygdomme, er det afgørende at opretholde en god mundhygiejne. For børn og yngre personer kan de fleste skadelige belægninger fjernes med regelmæssig tandbørstning. Med alderen bliver det dog nødvendigt for de fleste at supplere med yderligere hjælpemidler, såsom tandstikkere, tandtråd, solobørste eller interdentalbørste for at holde tandkødet mellem tænderne rent.

Det er samtidig vigtigt at tænder og tandkød bliver undersøgt med jævne mellemrum på vores tandklinik i Haslev. I den forbindelse kan du få vejledning i mundhygiejne, samt hvilke børster, tandstikkere og lignende, der er mest velegnede til netop dit tandsæt.

Tobaksrygning kan forværre selv svage tegn på tandkødsbetændelse og paradentose. Hvis du ryger, anbefaler vi dig derfor, at du holder op.

Sådan behandles tandkødsbetændelse

​Hvis belægninger og tandsten på tænderne fjernes, og tænderne efterfølgende holdes rene, forsvinder tandkødsbetændelsen i løbet af få dage, og tandkødet bliver atter sundt. Man kan imidlertid ikke selv fjerne tandsten. Det skal foregå på en tandklinik.
Nogle mennesker danner tandsten hurtigere end andre og skal derfor sørge for at få fjernet tandsten oftere.

Hvem rammes af paradentose?

​Tandkødsbetændelse og paradentose hører til blandt de hyppigst forekommende sygdomme hos mennesker. I undersøgelser har man fundet tandkødsbetændelse hos 90 pct. af de 20-årige. Ofte udvikler tandkødsbetændelsen sig ubemærket til paradentose.
Jo tidligere i livet, paradentosen udvikler sig, jo mere alvorlig og aggressiv er den, og desto mindre modstandskraft har man mod sygdommen. Paradentose opstår oftest hos personer i 30-40-års alderen. Efter 40-års alderen er paradentose den hyppigste årsag til tandtab.

Hvordan behandles paradentose?

Det vigtigste formål med behandling af paradentose er at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste. Ellers kan det blive vanskeligt at bevare tænderne på lang sigt.
På tandklinikken får du foretaget en tandrodsrensning, hvor tandsten og bakterier i tandkødslommen (pochen) fjernes, og rodoverfladerne afglattes.​
I forbindelse med tandrodsrensningen instruerer vi dig i, hvordan tænderne skal holdes rene, så sygdommen ikke udvikler sig yderligere.

Tandrodsrensning er en vanskelig og ofte langvarig behandling. Hvis tandkødet er ømt, kan det være nødvendigt at lokalbedøve. Hvis tandkødslommerne er meget dybe, kan det for at stoppe sygdommens yderligere udvikling og dermed tændernes tab af fæste være nødvendigt at foretage en tandkødsoperation – også kaldet en paradentoseoperation.

I særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at supplere den normale paradentosebehandling med antibiotika.​

Hvad sker der, hvis man ikke bliver behandlet?

Hvis man undlader at blive behandlet for paradentose, ender det med, at tænderne falder ud, én efter én. Som erstatning for sine egne tænder kan man så få en protese. Det kan dog i nogle tilfælde være svært at få en protese til at sidde fast, fordi dele af kæbeknoglen er forsvundet.

Lad os hjælpe dig med din tandkødsbetændelse

Hvis du døjer med tandkødsproblemer, så tøv ikke med at række ud til os på telefon 56 31 16 50. Du kan sende en mail til info@tandlaegernepaatorvet.com. Alternativt kan du benytte dig af kontaktformularen her på hjemmesiden, og så vender vi tilbage på din henvendelse hurtigst muligt. Uanset om du ønsker hjælp til tandskødsproblemer, tandblegning, tandimplantater eller revner i tanden – så står vi klar til at hjælpe dig.

Skriv til os