Rodbehandlinger i Haslev

Hvordan opstår en rodbetændelse?

Rodbehandlinger er nødvendige, når pulpa, der er det bløde væv inde i tanden, bliver inficeret eller betændt. Betændelsen kan ske af forskellige årsager, men typisk er det et resultat af længerevarende caries.

Det er bakterierne og deres affaldsstoffer, som giver en kronisk betændelse i tandnerven. En rodbehandling og fjernelse af tandnerven er herefter nødvendig. Ellers vil bakteriernes affaldsstoffer brede sig ud af tanden og udvikle rodspidsbetændelse. Har betændelsen spredt sig til en rodspidsbetændelse, kan tanden dog fortsat godt reddes med en rodbehandling.​

En rodbehandling kan også blive nødvendig, hvis der førhen har været et dybt hul i tanden, og fyldningen derfor ligger tæt på nerven. En anden årsag kan være, at tanden har været udsat for et slag, også kaldet et traume. I tænder, som er blevet behandlet med en tandkrone, kan tandnerven i sjældne tilfælde gå til grunde, og bakterier kan efterfølgende invadere det døde væv.

Symptomer på betændelse

Betændelse i nerven vil ofte give tandpine af varierende grad. Tandpinen kan føles som smerte i nabotænderne, øret, kæbehulen eller den kan føles som hovedpine. Det kan derfor sommetider være svært at finde den betændte tand. En nervebetændelse giver typisk smerte og isninger ved kulde og varme.

En rodspidsbetændelse giver derimod typisk intet eller kun ringe ubehag, og tanden er måske lidt øm, når man tygger. Derudover kan den skifte farve.
En rodbetændelse kan ses på et røntgenbillede, hvilket ikke er tilfældet ved en nervebetændelse. En rodbetændelse kan, hvis den ikke behandles, udvikle sig til en smertefuld tandbyld, nogle gange med feber til følge.

Hvordan udføres en rodbehandling?

Rodbehandlingen afhænger ultimativt af tandens tilstand. Alt afhængigt af, hvilken behandlingsmetode, der anvendes, lykkes den optimalt udførte rodbehandling i 80 % til 95 % af tilfældene. I enkelte tilfælde er det nødvendigt at fjerne resten af betændelsen ved tandens rodspids med en rodspidsoperation.

Ved en rodbehandling bores der et hul i tanden for at komme ind til nerven i rodkanalen.
Længden af roden fastlægges ved hjælp af et røntgenbillede eller med elektronisk måleudstyr. Nerven og bakterierne fjernes, og der renses ud med rodfile til den ønskede dybde og størrelse.
Røntgenbillede af tanden med fil i rodkanalen benyttes for at fastlægge rodens længde.
Ved en rodspidsbetændelse skal rodkanalen desinficeres yderligere. Det betyder, at en rodbehandling nogle gange ikke kan gøres færdig på ét besøg.

I den mellemliggende periode er rodkanalen midlertidigt fyldt op. Når vi skønner, at rodkanalen er færdigrenset og desinficeret, fyldes rodkanalen op med et plastisk rodfyldningsmateriale og rodfyldningscement. Dette skal sikre, at der ikke på ny trænger bakterier ind i rodkanalen.

Efter endt rodbehandling

Man kan efterfølgende opleve lette, forbigående smerter et par dage efter en rodbehandling. Er smerterne vedvarende eller tager de til, skal du kontakte os.

Efter en observationsperiode på et halvt til et helt år tages et røntgenbillede, der viser, om rodbehandlingen har et tilfredsstillende resultat. Er rodbehandlingen lykkedes, kan den endelige behandling udføres.
En tand, der har fået en rodbehandling, reagerer ikke på samme måde overfor tryk som en tand, der ikke er rodbehandlet. Der er desuden ofte meget lidt tandsubstans tilbage. Det betyder, at man ubevidst kan komme til at overbelaste en tand, der har fået en rodbehandling, så den flækker. Flækker tanden på langs, er der kun én udvej, og det er at trække tanden ud. Hvis tanden er meget svækket efter den udførte rodbehandling, vil vi derfor ofte anbefale, at den rodbehandlede tand forsynes med en krone. Så er risikoen for, at tanden flækker, væsentligt lavere.

Tænder, der har fået en rodbehandling, kan med tiden ændre farve. Farveforandringen kan blive så stor, at en korrigerende behandling kan blive nødvendig af kosmetiske årsager.

Bestil tid til en rodbehandling her

Ønsker du at bestille tid til en rodbehandling? Så tag kontakt til os nu. Vi er naturligvis også behjælpelige, hvis du har nogle spørgsmål vedrørende behandlingen.

Du kan kontakte vores klinik i vores åbningstider på telefon 56 31 16 50. Ellers kan du sende en mail til info@tandlaegernepaatorvet.com​ eller udfylde kontaktformularen her på hjemmesiden.

Skriv til os